Hvor sikker er blodprøven / blodanalysen ? - En retspolitisk betragtning

En retspolitisk betragtning pr. juli 1998 ( ... og stadig gældende ) af advokat Christian Vinaa.

Normalt må man sige, at det måleresultat, som Retskemisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut

i København kommer frem til ved at teste blodprøven for alkohol, ( blodanalysen ), er temmelig nøjagtigt.

At teste blodet for dets alkoholindhold er den mest nøjagtige måde at måle alkoholpromillen på, set i forhold til fx. urinprøver og prøver af udåndingsluften.

Det er på sin vis også den ærligste måde, idet det er, når alkoholen er i blodet, at den udøver sin skadevirkning på fx. evnen til sikkert at køre bil. Når alkoholen er udskilt i urinen, er den værste effekt overstået, og hvis alkoholen alene kan måles i udåndingsluften, er dette ikke det samme, som at evnen til at køre bil er formindsket.

Imidlertid er der andre ting og forhold, som kan gøre blodprøven usikker.

Det er en betingelse, at det er 100 % (og ikke kun 99,9999 %) sikkert, at blodprøven stammer fra den rigtige person.

Der er flere steder, hvor dette kan kikse.

For det første i forbindelse med selve udtagningen af blodprøven, hvor der kan ske ombytninger af den ene eller den anden slags. Dette er sket før, og dette kan og vil ske igen. Det er derfor vigtigt, at du lægger mærke til, om der er andre, der får udtaget blodprøve på samme tidspunkt som dig, og at du lægger mærke til, nøjagtig hvordan blodprøven bliver taget.

For det andet kan der ske ombytning og eller forveksling i forbindelse med selve testen af blodprøverne.

Dette troede man, (“man” værende myndighederne), var helt umuligt, men ikke desto mindre måtte Retskemisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut

i juli 1998 indrømme, at blodprøver fra 17 bilister var blevet ombyttet i maj 1997.

Dette betød, at samtlige 17 bilister fik en forkert blodpromille.

Fejlen blev tilskrevet en af de menneskelige fejl, som ikke bør kunne finde sted, men som altså alligevel skete.

Set fra myndighedernes side var der tale om en ubetydelig fejl, som for det første ikke kunne ske, hvorfor den jo heller aldrig vil kunne ske igen !

Ja faktisk var sandsynligheden, for at fejlen kunne ske, så lille, at fejlen egentlig aldrig havde fundet sted !

For det andet må borgerne, hvis det står til myndighederne, acceptere fejl fra tid til anden, selv om fejl jo altså ikke kan finde sted !

Det er vigtigt, at politi, anklagemyndighed og ikke mindst domstole og dommere er klar over og forstår at:

fejl opstår overalt
mennesker begår fejl
maskiner begår fejl

Det kan ikke afvises, at der er et slags “Titanic” syndrom til stede, når det drejer sig om måleapparater, måleresultater og disses sikkerhed.

Før det modsatte er bevist, er tiltroen til sikkerheden og rigtigheden over 100%, nøjagtig på samme måde som Titanic var synkefri !

De få personer, der satte spørgsmålstegn ved Titanic’s kvaliteter, blev i 1912 hængt ud som ignoranter og uduelige amatører, og der har da givet også været dem, der kritiserede Titanic på det forkerte grundlag.

Imidlertid er det utilgiveligt dumt og arrogant at ville lukke munden på dem, der nu engang ikke har samme tyrkertro som en selv. De ‘modstandere’, der fremfører en seriøs og velovervejet tvivl, bør ikke imødegås med et simpelt: “...Det er 100 % sikkert, fordi vi siger, at det er 100 % sikkert...”.

Ligesom med Titanic er det manden på gaden, der betaler den højeste pris. Det burde ikke kunne skade, at “myndighederne” accepterer, at fejl opstår og begås, og at intet altid er 100 % sikkert. Der er jo trods alt tale om, at et uskyldigt menneske bliver straffet.

Hvis der bliver taget 20.000 blodprøver på et år, og der er en fejlmargin på bare 0,1 %, betyder det, at 20 mennesker bliver udsat for justitsmord. Hvis der er en fejlmargin på så lavt som 0,5 promille, bliver 10 personer udsat for justitsmord hvert år.

Det farlige er, at politi og dommer har en lang række ens sager, hvor bilisten utvivlsomt er skyldig. Ingen tvivl herom.

Men en gang imellem kommer der sager, hvor bilisten er eller kan være uskyldig. Hvis dommeren sidder med stemplet parat og keder sig over at høre den dumme bilist, der bedyrer sin uskyld, og den frække advokat der tillader sig at spilde rettens tid, og hvor dommeren så blindt stoler på, hvad måleapparater siger, og hvad testresultater viser, og bare stempler “SKYLDIG” på dommen i stedet for at lade bilisten få en egentlig retssag, så er dommeren ikke værdig at udføre sit arbejde.

Vi er jo alle mennesker, også dommere, og det er da forståeligt, at når sag nr. 234 i rækken af ellers ens sager passerer dommerens skrivebord, er det meget fristende at lade også sag nr. 234 indgå i rækken af sikre domme.

Spørgsmålet er, om dommeren ikke netop er uddannet og ansat til at ikke lade sig forblinde af de mange ens sager, og, hvad der er mere vigtigt, fuldt ud respektere, at bilisten og dennes advokat tillader sig at fremkomme med argumenter og bevisligheder, som turde indikere, at bilistens sag ikke blot er en mængdevare.

Endelig er det værd at notere sig, at lederen af Retskemisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut

, der er medicinsk og ikke juridisk uddannet, i juli 1997 ifølge dagspressen har udtalt, at selvom der nu er blevet konstateret en fejl, kan bilister, der mener at være dømt uretfærdigt, ikke forvente at få genoptaget sin spiritussag, selvom bilisterne henviser til den skete fejl, idet lederen oplyser, at denne fejl eller andre fejl iøvrigt aldrig før er blevet opdaget ved instituttets egne kontroller.

Lederen konkluderer således, at blot fordi fejlen er fundet i 1997, kan der ikke være begået den samme fejl eller andre fejl i 1997.

Dette er en noget bastant udtalelse, som naturligvis må ses i lyset af, at den fremsættes af den ansvarlige for Retskemisk Afdeling. Der er intet usædvanligt i, at Retskemisk Institut prøver og arbejder på at gøre sit eget arbejde for 100 % sikkert, og arbejder på at holde tilliden til instituttets arbejde på et meget højt niveau.

Det er derfor kedeligt, når lederen kommer med en så bastant “...jeg benægter fakta...” udtalelse, som tilmed vedrører det juridiske område og ikke det medicinske.

Det er ikke Retskemisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut

, der skal afgøre, hvor sikker blodprøvetesten er i den enkelte spiritussag. Det ville være at sætte ræven til at vogte gæs. Det er selvfølgelig domstolene, der tager stilling til bevisførelsen i hver enkel sag.

Og skulle der være en bilist, som føler sig dømt i retten på et uretfærdigt grundlag, eller hvad der er mere sandsynligt:

Skulle der være en bilist, der har accepteret politimesterens tilbud om bøde / frakendelse eller har tilstået i retten, ikke fordi bilisten egentlig mente, at han var skyldig, men fordi alle omkring ham, politi, dommer og evt. også advokat, har fortalt ham, at blodprøven er så sikker, at det ikke nytter at stritte mere imod, så skal denne bilist anmode om at få genoptaget sagen med det samme.

Men det skal erindres, at det vil være et meget lille antal bilister, der kan få ændret deres spiritusdom.

Selvom der er konstateret 1 fejl hos Retskemisk Afdeling, er sikkerheden dér meget høj; bare ikke på 100 %.

Men hvis bare 10 - 20 bilister får genoptaget deres sag, vil dette have forhindret 10 - 20 justitsmord.