Manden i kørestolen

Hansen, der boede på landet et stykke udenfor den større provinsby, blev midt om natten stoppet i sin bil af Politiet midt i provinsbyen. Bilen blev parkeret og aflåst af Politiet, og Hansen blev kørt til den nærliggende politistation i politibilen.

Hansen blev afhørt af Politiet og fik taget en blodprøve. Hansen blev herefter senere på natten "løsladt til gaden"; dvs. han blev lukket ud af Politistationens hovedindgang.

Hansen kom ned til sin bil og ville køre hjem. Han blev stoppet af 2 andre betjente, som ligeledes parkerede hans bil og tog Hansen med på politistationen, hvor Hansen igen blev afhørt og fik taget blodprøve og herefter blev Hansen igen "løsladt til gaden".

Hansen fik tilbudt en tilkendegivelse, hvor Hansen blev frakendt kørekortet i 2 år samt 2 bøder, for de 2 kørsler ( de før 2005 gældende taktster ).

Hansen underskrev tilkendegivelsen og afleverede sit kørekort til Politiet.

Et par måneder senere læste Hansen denne hjemmeside, og bad advokat Christian Vinaa om at vurdere hans sag.

Advokat Vinaa fik, modvilligt, sagens akter fra Politiet, og måtte meddele Hansen, at der umiddelbart ikke var noget at gøre; alt så korrekt ud.

Så var det dog lige, at Hansen fortalte advokat Vinaa, at Hansen var lam og sad i kørestol.

Advokat Vinaa blev meget overrasket, idet de ialt 4 involverede betjente på INTET TIDSPUNKT i politiraporterne i de 2 sager havde skrevet eller bare antydet, at Hansen var handicappet, at Hansen sad i rullestol, og at Hansens bil var en handicapbil.

Dansk retspraksis fastsætter, at personer, der p.g.a. handicap er stærkt afhængig af at have kørekort, har mulighed for at få en mildere straf; specielt at kunne få en betinget frakendelse i stedet for en ubetinget frakendelse af kørekortet.

Advokat Vinaa begærede derfor overfor Politiet, at Hansen's underskrift på tilkendegivelsen blev annulleret, og at sagen af Politiet blev sendt til retten. Dette ville Politiet i starten ikke, men Politiet blev dog "overtalt".

I retten sad en særdels forundret dommer, som overhovedet ikke kunne forstå, at Politiet havde handlet som de gjorde den pågældende nat; fx. bare at løslade en mand i kørestol midt om natten ud på gaden foran politistationen.

Dommeren spurgte direkte politianklageren, om ikke politiet kunne have vejledt Hansen om, at der måske var mulighed for at få en betinget frakendelse.

Politianklageren svarede i en tone, der på en gang var både overlegen, arrogant og grænsende til hånefuld, at "det da sandelig ikke var politiets opgave at rådgive og vejlede de sigtede om evt. muligheder for at få en mildere straf end den takstmæssige", og at en sigtet jo kunne gå til advokat, hvis han ville have hjælp til at slippe billigere.

Det var tydeligt, at dommeren sad målløs og nærmest krummede tæer i forlegenhed.

Dommeren dømte naturligvis Hansen til en betinget frakendelse.

Selv om ovennævnte historie viser politiets dårlige adfærd, bør man huske på, at der OGSÅ er gode, flinke og venlige politifolk.

TILBAGE